Sommerferien 2008

I år besluttede jeg mig til at tage færgen fra Maniitsoq til Illulisat for at se den berømte isfjord. Jeg havde håbet på høj sol og vindstille, så jeg kunne nyde Grønland flotte natur fra søsiden. Det blev desværre en meget skyet og blæsende tur. Men det var spændende at lægge til i de forskellige bygder og byer. Her er det Sisimiut der får besøg.


Efter 28 timers sejlads ankom jeg til Illulisat. Jeg boede hos Mona, på "bed & breakfast". Men min tid er knap, så jeg gik med det samme ud til Isfjorden efter at have provianteret i Pisifik og hilst på gamle elever fra Inuili. Det er ikke ufarligt at færdes ved isfjorden. Når isbjergene går i stykke kan det skabe tsunamier som virkelig kan være livsfarlige.
Med op til 100 m høje bjerge siger det sig selv at der komme en lille bølge. Isfjorden er 700 m dyb, men i fjordmundingen er den kun 500 m dyb, derfor står isbjergene i kø indtil de vælter over forhindringen.... det er størrelser der er svære at fatte... også når man er der.
Isbræen som skaber isbjergene står nu på grundfjellet, så det er et spørgsmål om tid før isbjergene forsvinder. Det tager 3 år fra bjerget bliver født til det forlader fjorden.
Illulisat er omringet af slædehunde. Der er flere hunde end indbyggere. I sommertiden står de lænket. Når der er fodringstid er der en hylen overalt... det lyder nogle gange som børn der græder eller at der er tivoli i byen. Verden er også lille i Grønland, jeg mødte Olav fra kidsvolley på min vandre tur om mandagen. Mange har rystet på hovedet af mig fordi jeg ankommer søndag og rejser igen mandag, men Narsaq trækker gevaligt i mig, og jeg fik fortalt at fjorden var det eneste at se deroppe.



Jeg tog med flyveren til Narsaq med en overnatning i Nuuk, hvor jeg fik lejlighed til at sove hos Brian (gammel kollega fra Inuili). I Narsaq boede jeg de første par dage hos Birgitte, Per, Signe og Lasse (billedet). De havde sørget for at jeg kunne passe Rie og Finn´s hus resten af ferien. Det er fedt med den slags venner.

Narsaq er simpelthen Grønlands paradis. Små og mellemstore isbjerge fylder fjorden omkring byen. Der er ikke 2 dage hvor udsigten er ens. Tågen smyger sig om alt der stikker op, for langsom at opløse sig igen som dagen bliver varmere . Det er stort set ingen vind, kun ude i fjordene hvor der opstår fjordvind først på eftermiddagen.

Birgitte og Per havde fundet et nyt sted at gå på opdagelse. Kun 20 min. sejlads fra Narsaq kan man finde små flotte 6 kantede bjergkrystaller. Hvis krystaller er kedelige kan man såmænd også finde Tutubit som er en lyserød smykkesten eller nogle af de andre 28 mineraler som findes i området.

En af de store oplevelser i Grønland er dyrelivet. Min overraskelse var stor da jeg fandt ud af, at der var Søkøer i Grønland. De hører jo normalt til i Sydamerika.

Jeg var så uheldig at fange en Uvak som er en Grønlandsk fjordtorsk. Kødet er meget vandet, så det er ikke én jeg regner. Størrelsen er ellers pæn, det er den største jeg har fanget til dato.




Træerne kan også blive store i Sydgrønland. Men kun hvor de står beskyttet. Hvis man ikke kan se noget for træer, skal man bare rejse sig op, tæer er normalt noget man træder på frem for at gå udenom.







Bjerglandskabet giver et fantastisk skue og udsyn. Her er jeg sammen med mine gamle kollegaer Themo og Lasine, og min eks på Kvanefjeldet for at finde Tutubit (udtales "dudubit"). I bundet af dalen ligger Narsaq lige ud til fjorden. Der er 8 km til byen.


På hjemturen kører vi forbi Narsaq Ilua som er en vig som ender i flodmundingen. Her ligger vandrehjemmet som hele sommeren har besøg af turister der skal prøve kajak sejlads. Holder man en god af stand til isbjergene er det ikke så farligt... hvis man holder sig i kajaken.


I den modsatte ende af Narsaq ligger Erik den rødes fjord. Her tårner bjergene sig op. Den manglende bevoksning på det bagerste af bjerget skyldes muligvis stråling. Bjergene indeholder uran i små mængder. Området er dannet efter at en vulkan er kolapset. Det er også derfor området er meget rig på mange og sjælde mineraler.

I skovmandsfjorden som strækker sig fra Erik den rødes fjord og ud til havet, var jeg heldig at se denne Pukkelhval. Det er utroligt at man skal se det på en sommerferie i stedet for, i de 1,5 år jeg boede der. Med op til 15 m. og sølle 30 tons er det et pragt dyr. Den svømmer roligt afsted og viser halen når den vil i dybden.

Lasse, Per og Birgitte tog mig med over til Eriks ø. Det er her på øen fangerne slæber hvaler op, for at udskære dem. Huden (madak) er i øvrigt en delikasse heroppe sammen med æble eller aromat. Vandet er fyldt med colibakterier omkring byen, derfor foregår det 3 km. derfra.


Jeg har lånt dette billede af Per. Selvfølgelig skulle fangerne skyde en hval 4 dage efter jeg var taget afsted... måske er det den vi så i skovmandsfjorden?!!! Man forstår pludselig størrelsen.... og dem har vi været 20 m fra i en lille åben jolle.


Som bekendt vare paradis ikke evigt. Jeg skulle hjem, først med helikopter senere med et Dach 7. På vej fra Narsarsuak fløj jeg over en af de 2 isbræer som føder Bredefjorden med isbjerge. Dem savner jeg i Maniitsoq, dér skal vi være heldige hvis der ligger et par stykker 3-4 km ude i havet.


Mens jeg mellemlandede i Nuuk benyttede jeg dagen til at gå på Museeum. Disse inuitter er 500 år gamle mumier som blev fundet i 70´erne. Drengen er en 6 mdr. gammel baby. Kulden og det tørre vejr har stået for mumificeringen.



Hjemme igen, jeg bor i de 2 grønne tvillingehuse mellem de røde... det vil sige nederst til højre, men ikke så længe endnu. Jeg bytter lejlighed med en kollega og flytter i en 74 m2 lejlighed mod de nuværende 54 m2... så nu kan jeg tage imod igen.

Fjeldørredfiskeri i Qorqut

Dette indlæg er faktisk to. Den første tur var sammen med Per, en uge før min sommerferie.

Vi var taget afsted sent, så vi kunne overnatte i båden og starte fiskeriet lige fra morgenstunden. Vi ville fluefiske i to elve som Per vidste var gode. Der var helt vindstille i fjorden da vi ankom ved 22 tiden. Vi så lidt bevægelse i vandet og besluttede os for at prøve et kast. Jeg kastede min spinder i vandet og i første forsøg fik jeg dette flotte eksemplar.

Efter en kølig nat i båden roede vi ind til elvmundingen i en gummibåd. Vi skulle vandre et par kilometer langs elven før vi kom til en passage hvor elven bredte sig og vandet blev roligere.

Det var min første flue erfaring, så jeg var naturligvis spændt på om det ville give resultat.

Lad mig sige det med det samme, man bliver altså træt i armen af at kaste stangen frem og tilbage hele tiden. Det bliver ikke maget bedre når fisken slet ikke er interesseret i ens anstrængelder.

Det var ellers ikke svært at se fisken. Fjeldørreden stod lige frem i køer visse steder. På dette billede er der 17 fisk som griner ad mig. Men der skal mere til at slå mig ud, naturen og det klare vand er et syn som retfærdiggør sådan en tur, det kan værken beskrives eller illustreres.... man skal være der.

Et enkelt minus er alle de myg og kvægmyg som generer når der ingen vind er.... vi taler om flere hundrede som sværmer omkring ansigtet

Per tilgengæld havde ingen problemer med at fange på hans fluestang. Han har nu også fluefisket siden han var barn og er en fantastisk teknikker med stangen. Det var en oplevelse at se ham kaste. Han tager gerne til New Sealand for at fange fisk som han sætter ud igen med undtagelse af dén han vil spise.




Nu springer jeg til min anden tur. Denne gang sammen med 4 kollegaer, en kone og en museeumsinspektør. Turen var denne gang kun til Qorqut og indvoldverede ingen overnatning. Efter en bolle og en kop kaffe ude på fjorden gik turen ind til elven. Her er der en dejlig sti man kan vandre ad. Efter ½ time ankom vi til en smal sø hvor vi ville prøve lykken.



Denne gang havde jeg efterladt min fluestang og kun taget min spinder med... se det var noget helt andet, nu var fisken pludslig meget interesseret. Der var hug i hvert fald hver anden gang. Som René viser, så er det nogle pæne krabater på 2-2,5 kg.

Min snørre var meget mør, så jeg måtte slække på bremsen, så fisken ikke knækkede skidtet. Det blev en spændende kamp, når fisken pludeslig stak af og linen fløj ud af hjulet.

Sine havde taget en ryeovn og en grill med, så da det var frokosttid fik vi frisk varmrøget og grillet ørred....
René lugter ikke siden han står så afsides, han undgår bare fluerne som er meget dominerende når man står i læ. På denne tur var vi heldige med at der kom en let vind ude fra fjorden, så det var ikke en plage at stå ved vandet.
De øvrige kollegaer er Kristian som bugger sig i vandkanten, Gorm som står med ryggen til, Sine i lys skjorte med hat, Annamarie sidder med en tallerken, Renés kone Camilla står i sort tøj og sidst men ikke mindst Tea som er i grønt.

Når man står der ude midt i naturen hvor de eneste lyde er fluernes summen og vindens susen i ørene (og kollegaernes evige snakken) mens solen bager fra en skyfri himmel som kun brydes af en enlig havørns vingeslag i det fjerne. Mens sveden stille løber ned af ens muskuløse ryg og samler sig mellem de stålfaste baller. I det øjeblik, mens man kikker i det krystalklare blågrønnne vand bliver lysten næsten uudholdelig for at svale den veltrænede krop i de bløde dråber.

Nå ja, dagdrømme kan vi jo alle... det var slet ikke så varmt.
Der skal ikke herske tvivl om at vandet er klart... men temelig koldt, da det er smeltende gethcervand som fylder elvene.



Det er hårdt arbejde at være lystfisker. Kristian har besvær med at løfte dagens fangst, der er vel omkring 40 kg dejlig frik fjeldørred.

Kristian, Annamarie, den muskuløse og René poserer bagved de mange flotte fisk... det har bestemt været en udbytterig dag

Jeg syntes lige at et portrætbillede af mine egne fisk var på sin plads. Selvom fisken ikke var i gydedragt var det tydeligt at de ikke tænkte på andet end sex. Ved rensningen var der kun nogle tomme organer, en lever og så en masse rogn og mælk.
Så kan man spørge sig selv, hvorfor de så bidder på krogen.... det gør de ikke af lyst men af ren og skær refleks.

Hjemturen startede fint. Der er for det meste relativt roligt vand inde i bunden af fjordene, men da vi kom til et stykke hvor vi var tvunget udenskærs, det vil sige ud i David Strædet, ændrede billedet sig.

Selvom vinden ikke var specielt kraftig, var dønningerne i strædet vokset sig store. 2-3 m. store bølger skulle passeres over en strækning på omkring 5 km. Kom vi for tæt på land var der skær vi kunne ramme og bølgerne blev mere krabbe, så vi skulle holde os fri af det område. René og Tea sejlede som de eneste i en åben jolle, så de var tvunget til at føle naturen på egen krop. Vi andre kunne sidde tørt og nøjes med skibets anstrængelser i de huggende bølger... trods alt en fantastisk tur.