Fjeldørredfiskeri i Qorqut

Dette indlæg er faktisk to. Den første tur var sammen med Per, en uge før min sommerferie.

Vi var taget afsted sent, så vi kunne overnatte i båden og starte fiskeriet lige fra morgenstunden. Vi ville fluefiske i to elve som Per vidste var gode. Der var helt vindstille i fjorden da vi ankom ved 22 tiden. Vi så lidt bevægelse i vandet og besluttede os for at prøve et kast. Jeg kastede min spinder i vandet og i første forsøg fik jeg dette flotte eksemplar.

Efter en kølig nat i båden roede vi ind til elvmundingen i en gummibåd. Vi skulle vandre et par kilometer langs elven før vi kom til en passage hvor elven bredte sig og vandet blev roligere.

Det var min første flue erfaring, så jeg var naturligvis spændt på om det ville give resultat.

Lad mig sige det med det samme, man bliver altså træt i armen af at kaste stangen frem og tilbage hele tiden. Det bliver ikke maget bedre når fisken slet ikke er interesseret i ens anstrængelder.

Det var ellers ikke svært at se fisken. Fjeldørreden stod lige frem i køer visse steder. På dette billede er der 17 fisk som griner ad mig. Men der skal mere til at slå mig ud, naturen og det klare vand er et syn som retfærdiggør sådan en tur, det kan værken beskrives eller illustreres.... man skal være der.

Et enkelt minus er alle de myg og kvægmyg som generer når der ingen vind er.... vi taler om flere hundrede som sværmer omkring ansigtet

Per tilgengæld havde ingen problemer med at fange på hans fluestang. Han har nu også fluefisket siden han var barn og er en fantastisk teknikker med stangen. Det var en oplevelse at se ham kaste. Han tager gerne til New Sealand for at fange fisk som han sætter ud igen med undtagelse af dén han vil spise.




Nu springer jeg til min anden tur. Denne gang sammen med 4 kollegaer, en kone og en museeumsinspektør. Turen var denne gang kun til Qorqut og indvoldverede ingen overnatning. Efter en bolle og en kop kaffe ude på fjorden gik turen ind til elven. Her er der en dejlig sti man kan vandre ad. Efter ½ time ankom vi til en smal sø hvor vi ville prøve lykken.



Denne gang havde jeg efterladt min fluestang og kun taget min spinder med... se det var noget helt andet, nu var fisken pludslig meget interesseret. Der var hug i hvert fald hver anden gang. Som René viser, så er det nogle pæne krabater på 2-2,5 kg.

Min snørre var meget mør, så jeg måtte slække på bremsen, så fisken ikke knækkede skidtet. Det blev en spændende kamp, når fisken pludeslig stak af og linen fløj ud af hjulet.

Sine havde taget en ryeovn og en grill med, så da det var frokosttid fik vi frisk varmrøget og grillet ørred....
René lugter ikke siden han står så afsides, han undgår bare fluerne som er meget dominerende når man står i læ. På denne tur var vi heldige med at der kom en let vind ude fra fjorden, så det var ikke en plage at stå ved vandet.
De øvrige kollegaer er Kristian som bugger sig i vandkanten, Gorm som står med ryggen til, Sine i lys skjorte med hat, Annamarie sidder med en tallerken, Renés kone Camilla står i sort tøj og sidst men ikke mindst Tea som er i grønt.

Når man står der ude midt i naturen hvor de eneste lyde er fluernes summen og vindens susen i ørene (og kollegaernes evige snakken) mens solen bager fra en skyfri himmel som kun brydes af en enlig havørns vingeslag i det fjerne. Mens sveden stille løber ned af ens muskuløse ryg og samler sig mellem de stålfaste baller. I det øjeblik, mens man kikker i det krystalklare blågrønnne vand bliver lysten næsten uudholdelig for at svale den veltrænede krop i de bløde dråber.

Nå ja, dagdrømme kan vi jo alle... det var slet ikke så varmt.
Der skal ikke herske tvivl om at vandet er klart... men temelig koldt, da det er smeltende gethcervand som fylder elvene.



Det er hårdt arbejde at være lystfisker. Kristian har besvær med at løfte dagens fangst, der er vel omkring 40 kg dejlig frik fjeldørred.

Kristian, Annamarie, den muskuløse og René poserer bagved de mange flotte fisk... det har bestemt været en udbytterig dag

Jeg syntes lige at et portrætbillede af mine egne fisk var på sin plads. Selvom fisken ikke var i gydedragt var det tydeligt at de ikke tænkte på andet end sex. Ved rensningen var der kun nogle tomme organer, en lever og så en masse rogn og mælk.
Så kan man spørge sig selv, hvorfor de så bidder på krogen.... det gør de ikke af lyst men af ren og skær refleks.

Hjemturen startede fint. Der er for det meste relativt roligt vand inde i bunden af fjordene, men da vi kom til et stykke hvor vi var tvunget udenskærs, det vil sige ud i David Strædet, ændrede billedet sig.

Selvom vinden ikke var specielt kraftig, var dønningerne i strædet vokset sig store. 2-3 m. store bølger skulle passeres over en strækning på omkring 5 km. Kom vi for tæt på land var der skær vi kunne ramme og bølgerne blev mere krabbe, så vi skulle holde os fri af det område. René og Tea sejlede som de eneste i en åben jolle, så de var tvunget til at føle naturen på egen krop. Vi andre kunne sidde tørt og nøjes med skibets anstrængelser i de huggende bølger... trods alt en fantastisk tur.