Rensdyrjagt

Lørdag d. 4. oktober er nu gået over i historien som den dag jeg blev fanger. Jeg vil gå så vidt at sige STOR fanger. Men lad mig starte fra starten (hvor ellers)
Sine, Christian, Gorm, René og jeg sejlede fra Maniitsoq kl. 7. Foran os var 2 timers sejlad til Sønder Isortoq som er en fjord lidt syd for byen. I modsætning til Maniitsoq var der kommet nysne inde i fjorden.


Vi begav os afsted ind i en dal. Efter en times tid felte vi os i to hold. Sine, Christian og Gorm gik højre om et delta, mens René og jeg gik venstre om. Efter 1/2 times tid fik René øje på en flok rensdyr på den anden side af en dal. Vi stoppede op og funderede hvordan vi kunne komme til dem. Løsningen kom af sig selv. Pludslig fik jeg øje på et dyr der var på vej over elven 300 m væk.
Den kom op lige i mod os. Et øjeblik senere så René endnu et dyr komme i mod os. Forsigtigt gik vi ned mod dyrene. René mod den sidst ankomne og jeg gik efter den første. Desværre fik den øje på mig og stak af. Men Renés var helt upåvirket. Jeg satte mig til rette og fulgte jagtens udfald. Det var spændende at sidde og se ned på jæger og bytte. Det varede ikke længe så var René på skudhold..... BANG.. rendyret faldt for hans første skud. Jeg hjalp ham med lidt instrukser, men var ivrig efter at skyde min egen. Så jeg forlod René og gik længere ind i dalen. Efter 15 min

så jeg en lille flok på 4 dyr. Da jeg gik imod dem kom der pludslig to rensdyr gående op fra en elv. Jeg skulte mig bad en klippeblok og tog sigte... BANG.. så faldt rensdyret. Hans kammerat kikkede op som om den tænkte "øhhh hvorfor ligger du dig nu" og så traskede den væk. Nu stod jeg der med mit første rensdyr. Den skulle brækkes og afskindes og bindes fst til mit bærestativ.
Indtil nu var det en nem opgave. Men dyret skulle jo bæres tilbage til båden, jeg vidste at den lå næsten 2 timer væk UDEN dyr på ryggen. Det er længe siden jeg har udfordret min krop så fysisk. Jeg vil tro der var 40 kg rensdyr... kroppen mente bestemt der var 100 kg. Jeg fik et lille hvil, da jeg kom tilbage til René. Sine var kommet i mellemtiden, så hun overtog vores rygsække, så vi kun skulle tænke på dyretransporten. Det var en meget anstrængende hjemtur. Ned ad glatte skænter, op ad hårde stigninger, igennem sumpede områder og passage af små elve, hvor man skal gå fra sten til sten. Med tendens til kramper kom jeg da hele vejen med hele dyret som en rigtig fanger nu bør gøre. Dyret er nu parteret og ligger i fryseren.